Tidsskrift: Livet som egnsteater

Information, 21.06.2002 

Latteren og de skæve ideer hersker i tidsskriftet Victor B. Andersen's Maskinfabrik - og i livet omkring det. Nummer 25 er netop udkommet, Information har talt med dets bagmand, maleren Kenn André Stilling

Af Tue Andersen Nexø

Victor B . Andersens Maskinfabrik . Man kunne tro, det var navnet på en virksomhed i provinsen. At Victor B . var en ældre, distingveret herre af den diskrete og højborgerlige slags. Og at hans fabrik stadig var i fuld vigør på trods af tidernes skiften. I al fald det sidste er rigtigt: Maskinfabrikken svinger endnu. Men gør det i ord og billeder, al den stund Victor B . Andersens Maskinfabrik er navnet på et af Danmarks ældste, største og mærkværdigste litterære tidsskrifter. Siden 1975 er der med jævne mellemrum - og en enkelt lang pause - udkommet 25 numre, hvis store sider er fyldt med allehånde håndskrevne, maskinskrevne og opsatte tekster. Spædet op med massevis af mærkværdige billedcollager.

Det var i Victor B . Andersens Maskinfabrik , Vita Andersen debuterede. Det skete i første nummer, hvis forside prydes af en halvnøgen, tatoveret kong Frederik d. 9 og i øvrigt blev lavet i samarbejde med Ringkøbing Kunstforening. Så er stilen ligesom lagt. Her er ingen fine fornemmelser, men masser af sans for det barokke, det skarpe og det underholdende. I løbet af årene har Dan Turèll, F. P. Jac og Asger Schnack siddet med i redaktionen - skal man stole på kolofonen, sidder også H.C. Andersen med ved bordet. Men ankermanden er og har altid været maleren Kenn André Stilling. Det er ham, som samler materiale ind, som sætter tekst og billede sammen, som komponerer elementernes rækkefølge. Sådan har det været fra det første nummer, sådan er det også i det netop udkomne nummer 25. Information tog ud for at tale med ham. Resultatet blev en samtale især om livet omkring Victor B . Andersens Maskinfabrik - om Weekend-Sex og kontaktannoncer, om asfaltfabrikker og om cafeer i 70'erne.



Sommersko
 
For Kenn André Stilling griber projekterne ind og ud af hinanden, hvad enten det er maleri, livsstykker eller litteratur. Det hele hænger sammen og samles i udtrykkene: Livet er et egnsteater - eller en skulptur med personale på. Det kan derfor ikke undre, at Victor B . Andersens Maskinfabrik har en lang og kringlet forhistorie, heller ikke, at den har forgrenet sig ud i nye projekter. »I starten af 70'erne var jeg meget optaget af kontaktannoncer. Jeg synes, de er utroligt fint formulerede: otte små linjer, hvor man går lange ture og har svømmebassin og alt muligt. Derfor ville jeg lave en bog, hvor jeg optrykte kontaktannoncer sammen med illustrationer i linoleumssnit. Men når jeg snakkede med forlagene, kunne jeg mærke, at jeg sad på den forkerte side af bordet. Så startede jeg mit eget forlag, Sommersko. En måned efter var bogen på gaden.« - Hvorfor Sommersko - jeg troede, det var en café inde i København? »Den lavede vi senere, først var det et forlag. Og navnet... Sommersko lyder godt. Hvis jeg var en kvindelig bibliotekar, ville jeg besvime, hvis jeg fik en bog fra forlaget Sommersko i hænderne.« Sommersko trykkede også digtsamlinger - en underskudsforretning, men penge, der var godt givet ud, mener Kenn André Stilling. For de betød, at han lærte forfattere og trykkere at kende. Og at han fik læst tidens litteratur - og dets tidsskrifter. »Der var jo ingenting i vejen med digtene, men jeg kedede mig. Der var ingen billeder, ikke noget spræl. Så jeg udtænkte et tidsskrift i A4-format, digterne kunne sende deres ting ind på eget brevpapir, og det kunne komme i som håndsskrift, skrevet på maskine eller sat op på normal vis. Rundt om kunne der være billeder og fotografier. Så sker der mere på siderne.« »Så prøver man at finde et navn. Man tænker, Victor B . Andersen, det er et godt navn. Det lyder rigtigt. Og maskinfabrik , det lyder også godt. Det er lyden, der er god.« - Victor B . Andersen er altså fiktiv? »Ja, det er han. Det morsomme er, at mange faktisk tror, han eksisterer. Den tidligere statsminister Viggo Kampmann henviste engang i en tale til nye, kulturelle initiativer i Danmark og fremhævede denne maskinfabrikant fra Ringkøbing, der sponsorerede sit eget, litterære tidsskrift. Af egen lomme. Sådan kan man tage fejl.«



Banaliteternes kvalitet

Er man blevet forledt til at tro på Victor B . Andersens faktiske eksistens, ja, så er det ikke uden grund. Hvert nummer starter med et brev fra den fiktive fabriksejer, hvor han forundret kommenterer hændelser fra sin og Danmarks hverdag. Derefter følger en enestående blanding af kuriøse fotografier og digte. Særligt 70'ernes eksperimenterende digtere optræder, spædet op med yngre folk. Morti Vizki har ofte bidrag med, i det nyeste nummer finder man et langdigt af Janus Kodal. Bladet har en særlig forkærlighed for nøgne damer og overtegnede og kommenterede fotografier. Kenn André Stilling nævner da også Weekend-Sex som en inspirationskilde. Ikke fordi det er pornografisk, dog, men fordi det har noget Buster Keatonsk over sig. En anden inspirationskilde er Bo Bedre, ifølge Kenn André Stilling et af de mest interessante tidsskrifter i Danmark. - Hvordan finder I ud af, hvad der skal med? »Der er ikke nogen kriterier. Der er nogle, der sender noget ind, andre ting finder jeg. Så sætter jeg mig ned og komponerer et nummer ud fra princippet om, at man ikke skal kunne vide, hvad der kommer på siden efter.« - Det må dog være noget bestemt, der får nakkehårene til at rejse sig. »Man går og leder efter banaliteternes kvalitet. En gang var der et fotografi af en and, jeg rigtig godt kunne lide. Det var et meget fint foto. Men jeg kunne ikke få det til at passe ind, jeg måtte lade det ligge i flere numre indtil en dag, jeg var på værtshus med Freddy Fræk. Hen på aftenen sagde han 'nu vil jeg gå ud og vaske mine store hænder' - og så faldt det billede på plads.« »Når man sætter tingene sammen, opdager man også ting, man ikke havde tænkt over i forvejen. En gang satte vi en børneremse ind på den ene side: 'Absalon og Esbern Snare/ gik på damepissoir-e/ så sa' Absalon til Esbern Snare:/ gør det bare.' På siden før var en overskrift fra Ekstra Bladet, biskoppen i Viborg ville ikke have homoseksuelle præster.« »Et par dage efter ringede Vagn Steen til mig og sagde, at det var fandeme godt tænkt. Det viste sig, at netop dén biskop var ekspert i Absalon. Så er det, man bliver bekræftet i, hvor sjovt det er at lave Viktor B . Andersen. Det er faktisk styrtende morsomt.«



Mennesker mødes

At tingene skal tale sammen ligger også bag de mange annoncer, der er i Victor B . Andersens Maskinfabrik . Som det måske eneste litterære tidsskrift i Danmark indeholder det reklamer for tøjbutikker, ældresagen, politiske partier, Danske Bank og mange andre ting. Men på mærkelig vis glider de i et med resten af bladet. De stikker ikke ud som glittet farvepapir, men er lige så skæve som tidsskriftets øvrige indlæg - eller bliver det i mødet med maskinfabrikkens sære univers. Reklamerne er en nødvendighed, men også en mulighed, mener Kenn André Stilling. »Viktor B . Andersen er et fritidsprojekt. Annoncerne er vigtige. Uden dem måtte jeg grave for dybt i min egen baglomme, når et nummer skal på gaden. Men dem, der annoncerer her, gør det, fordi de synes, det er sjovt. Hvis de begynder at tale om målgrupper og den slags, så får de slet ikke lov til at lege med. Den tankegang vil vi ikke have.« »Reklamer er jo en fantastisk danmarkshistorie. Og så giver de mig mulighed for at møde en anden slags mennesker. Så ender man op på et chefkontor og spørger: Er det ikke svært at drive et firma? Næ, siger de, det er det ikke. Lidt efter spørger de, om det ikke er svært at lave raderinger.« - Det virker, som om du mest af alt er optaget af at møde nye mennesker. »Der er ingen grund til at lave noget alene. Man skal gøre tingene sammen med andre, så bliver det sjovt. Men det er også godt, hvis der kommer noget ud af alle samtalerne.« Samme tankegang ligger bag alle de sideprojekter, der efterhånden er dukket op omkring Victor B . Andersen. Som for eksempel Champagnelegatet - 50 gode flasker - der uddeles en gang om året til en passende værdig modtager. Det opstod, fordi Henrik Nordbrandt var ked af det. »En dag i 1976, lige efter vi havde lavet det første nummer, mødte jeg Henrik Nordbrandt. Han havde fået en kugleskrivemaskine af Gyldendal; forlaget havde fundet ud af, at digterne selv skulle skrive deres samlinger rent. Det var lidt mere, end han kunne overskue, han så helt fortvivlet ud.« »Man kan ikke have en af Danmarks store digtere til at gå rundt og være ked af det, så der var ikke andet at gøre end at give ham et legat, 50 flasker champagne. Sådan startede det. « En anden gang fik Kenn André Stilling firmaet Dafolo - som i slutningen af 80'erne massefremstillede Victor B . Andersens Maskinfabrik til gratis omdeling blandt kunder og andre interesserede - til at trykke digte af samme Nordbrandt på bagsiden af 50.000 kommunale blanketter. Blanketterne angik »Meddelelser om fravær«, det passede fint til Nordbrandts gemyt. Det er latteren og de skæve ideer, der hersker, både i Victor B . Andersens Maskinfabrik og i livet omkring det. Efter interviewet - på den lokale beværtning - afslører Kenn André Stilling, at hvis nogen spurgte ham, om han ville være direktør i en asfaltfabrik, så ville han svare ja uden betænkning. For asfalt er sådan et flot ord, og så lugter det fantastisk. Måske er det den indstilling, der gør, at man kan betragte livet som et egnsteater. Måske er det værd selv at prøve.