Pengene ligger bedst i de sjoves lommer

Politiken, 14.03.2004

Han forvandlede et stykke sommerfodtøj til Danmarks første cafékultur. Nu puster maleren Kenn André Stilling nyt liv i kulturtidsskriftet Victor B. Andersen's maskinfabrik . For vi har brug for noget mere kunsthumør. Nu!

Af Kim Skotte

Dagdrømmenes jubelfest'. Sådan hed et 2 meter højt og 40 meter langt trærelief, Kenn André Stilling byggede i 1970. Det var to år, før han grundlagde forlaget Sommersko, der i 1976 skulle lægge navn til Danmarks første café efter fransk forbillede. Café Sommersko revolutionerede det danske byliv.

Cafékulturen gik sin sejrsgang, men samtidig blev der i Kronprinsensgade bundet en sløjfe, som forbandt cappuccino og kunst. Tidsskriftet Victor B. Andersen's maskinfabrik sørgede for, at der voksede digte og billeder ud af kaffegrums og calvados. 'Jeg har to sider' hed et andet af hans værker fra 1970'erne, og sådan så det sandelig ud.

Af uddannelse var Stilling møbelsnedker og billedkunstner. Nu kastede han sig med fuldskæg og bred pandebrask med samme utæmmelige energi over rollen som cafékulturens guru. Efter Café Sommersko skabte han Café Dan Turèll og Café Victor. Sidstnævnte havde foruden en duft af eksklusivitet populære forfatterarrangementer som sit varemærke.

»Caféerne skulle være sådan en slags raketstation for affyring af digtsamlinger og tidsskrifter«, fortæller Stilling. For ham handlede det at drive caféer i høj grad om at skabe billeder i forskellige materialer.

»Dengang blev der talt meget om det narcissistiske i at hænge spejle op på væggene. Men det var jo ikke derfor, jeg klistrede dem op. Det var for, at verden udenfor kunne spejle sig i dem. Når en bus kørte forbi, blev lokalet gult. Når en 3x34 parkerede uden for vinduet, blev lokalet æblegrønt. I Paris havde caféerne spejle, fordi de fik de små lokaler til at se større ud. Det er det, spejlene gør; de gør det hele større og mere farverigt. En café var for mig sådan en slags kulisse til et egnsteater. Her kunne en jernbanearbejder stå under de tilkalkede neonrør dagen inden, han siger sit job op, og gå hjem og skrive en roman, der året efter gør ham til medlem af Det Franske Akademi«.

Hvor pokker kom den romanskrivende franske jernbanearbejder fra? Det går hurtigt op for mig, at man ikke skal være mådeholden i sit indtag af associationer, når man taler med Kenn André Stilling. Han ligner på det punkt sit tidsskrift, der også i høj grad er redigeret og sammensat efter intuitive principper. Når det nu er tilladt at springe i tid, rum og farveskala, hvorfor så ikke gøre det? Opfinderen af den danske cafékultur står og laver to kopper Nescafé til ham og mig. Med en god slat mælk. Som gammel tjener på Sommersko anno 1977 kan jeg ikke lade være med at føle, at det er en anelse syret.
 

Banaliteternes kvalitet

Siden midten af 1980'erne har Kenn André Stilling været ude af cafébranchen. Men han maler stadig på højtryk. I lejligheden på Frederiksborggade står de farvestrålende lærreder og lyser som lilla, røde og gule sole. På bordet ligger en stak dugfriske eksemplarer af Victor B. Andersen's maskinfabrik . Nr. 28. Det første i en ny epoke. 29 år efter at første nummer så dagens lys.

Fra nu af skal der komme fire numre om året af tidsskriftet, der indholdsmæssigt nu som før er særdeles farverigt, selv om det er holdt i sort og hvid. Nye digte af debutanter møder en salme af Kingo og et digt af Blicher. Akvareller blander sig med annoncer og et billede af en kronhjort, der anklager: »Kære Prins Henrik, De skød min bror og stegte ham«. Et kunsttidsskrift? Snarere et fænomen. Et kollektivværk, der snapper magthaverne i haserne med surreel kritik og ikke skyer, hvad redaktør Stilling kalder »banaliteternes kvalitet«.

»Selve grundholdningen er den samme. Det handler om, at man skal opføre sig ordentligt. Der er jo hele tiden nogen, der vil spænde ben for kulturlivet. Så vi laver et blad, hvor digterne og malerne kan komme til orde. Digterne sender deres digte ind. Vi trykker dem. Det er sådan et blad, hvor man tror på, at hvis man gør noget, så har det en eller anden effekt. Jeg har altid været fascineret af de mange ting, der sker samtidig. Kunst opstår jo ikke ved, at man sidder og tænker med hovedet hvilende i hånden. Når vi sidder her og taler, kan du jo oppe i hjernen have været fire gange i Kina. Victor B. Andersen er sådan en slags madkasse, som vi putter billederne ned i, så de kan finde hinanden. Det er godt med sådan en madkasse. Det kan være, det er længe siden, jeg har skrevet ordet beton. Så skriver jeg »beton«. Det viser sig måske at se godt ud lige efter fire billeder af digteren Jørgen Sonne. Et af dem med festhat på. Det er en form for redigering, der minder lidt om at bygge rede. Jeg havde engang et meget fint billede af en and. Men der gik tre-fire numre, før jeg kunne komme af med det. Det skete først, da jeg kom i tanke om, at Freddy Fræk engang, da vi var på værtshus, havde sagt: »Nu vil jeg gå ud og vaske mine store hænder«. Så var den der! Bortset fra Freddy Fræk var det kun den and, der kunne sige den sætning«.
 

Den fiktive mæcen

Nej, det er ikke helt almindelige industriprodukter, der bliver lavet på Victor B. Andersen's maskinfabrik . Men Victor B. Andersen er på den anden side heller ikke en helt almindelig mand. Den navnkundige jyske mæcen, om hvem det hedder sig, at han startede tidsskriftet, for at hans smukke unge kone skulle have noget til at holde kedsomheden fra døren med, er selv et kunstprodukt. Et navn fra fantasien, der først fik en identitet og en stemme, da Kenn André Stillings bror, troldemaleren Herman Stilling, insisterede på at lægge pen til fabrikantens brev. Noget, der siden blev et fast indslag i Maskinfabrikken, når nye numre blev trykt hos bogtrykkeren Sorte Louis i Ringkøbing.

I den vestjyske by mødtes inden det første nummer i 1975 kunstens kumpaner. En af de trofaste skulle blive maleren Jens Birkemose, der første gang ankom til Maskinfabrikken som flygtning. Han havde i en periode levet af hvidløg og smurt sit hår ind i margarine for at fremtvinge et brud med en kvinde i Aalborg. Forgæves. Hun ville hellere rette ham ind end smide ham ud. Så han tog benene på nakken.
Anekdoten om Birkemoses ildelugtende transformation fra Don Juan til desertør falder bare i forbifarten. Som et snapshot. Et lille automatdigt fra virkelighedens store skotøjsæske. En af helhedens mange snurrige små karambolerende pinocchiokugler. Affald findes på en måde ikke.

Når Victor B. Andersen er vågnet op til dåd, er det, fordi der er brug for ham, forklarer Stilling. Som kunstverdenens Holger Danske springer han til live, når mørke kræfter truer. I nr. 28 kan man bl.a. se en satirisk støtteerklæring til Dansk Folkeparti med opfordringen 'Sæt X ved Den Verbale Krystalnat'. De konservative er mere moderate. De går kun ind for kassekamp.

Føles det at lave Victor B. Andersen tidssvarende for dig på samme som i 1975?
»Ja, fuldstændig. Omgivelserne er jo bare blevet værre. Så der skal endnu mere knald på! Jeg synes, det er så opmuntrende, at der stadigvæk er nogen, der skriver digte«, siger maleren, der også er digter.

»Men der er ingen grund til at sidde der og vente et helt år på et forlag. Man kan jo bare selv udgive dem. Og hvis ikke man kan lide det der 'eget forlag', så kan man jo bare selv skrive Gyldendal på! Det var sådan, Sommersko startede. Jeg havde skrevet en bog og gik op på et forlag. Hvorpå man ryger ind i sådan en Mayland-kalender og får at vide, at det jo ikke kan blive i år. I år?! Så forstod jeg, at problemet var, at jeg sad på den forkerte side af skrivebordet«, fortæller Stilling, der aldrig har kunnet forstå, hvorfor der partout skal være så langt fra tanke til handling.


Entreprenante ånder


»Man kan jo bare ringe på døren«, siger han, om hvordan man skaffer sponsorer og økonomiske samarbejdspartnere.
»Jeg har altid været fascineret af telefonbogen. Der er sådan en kæmpestor bog, hvor man kan finde alle mulige folk og spørge professorer om alt det, de nu har forstand på. Det er jo fantastisk«.

Viden, penge, lyst, muligheder og nøglerne til en skyskraber i New York. Det hele sejler rundt i sådan et reservoir, man kan benytte sig af, hvis man har den rette form for driftig fantasi. Eller det rette humør, som Kenn André Stilling nok ville sige. Humør. Det er det, man har, når man har evnen til at sætte gang i ting, der sætter kulør på samfundstilværelsen.

»Jeg synes, vi mangler noget af den entreprenante ånd i kunstlivet. Kører man rundt ovre i Ikast, så får man indtryk af, at nærmest hver eneste unge mand i byen har sin egen fabrik. Dét humør kan man rigtig godt savne inden for kulturlivet. Maskinerne står der jo, og der er masser af penge i verden, og alle ved, at pengene har det bedst i de sjoves lommer. Så det er bare med at gå til den. Vi lever jo i et samfund, hvor man ligesom må byde sig til. Anskaffer du dig en telefon, er det, fordi du gerne vil snakke med nogen. Udgiver du et tidsskrift, er det det samme. Vi vil gerne være med til at forme bare en lille smule af måden, vi gør tingene på herhjemme«.

»Man kan kun undre sig over, hvor lavt prioriteret kulturpolitikken og kulturministerposten er hos de politiske partier. Når man tænker på, hvor fantastisk et job det er. Meningen med EU burde jo være, at vi ringede efter en kulturminister, hvis vi ikke selv har et kvalificeret bud. Vi kunne jo spørge Umberto Eco, om ikke han ville være kulturminister i Danmark. Vi har jo oversættere nok. Så det er ikke problemet. I fodboldens verden ringer man efter en målmand, hvis man mangler en god målmand. Uanset om han er neger eller araber, eller hvad fanden han nu er, bare han kan stå på mål. Dén ånd synes jeg skal brede sig. I sin tid ringede kongen Frederik V efter den store franske billedhugger Saly, og så fik vi en fremragende rytterstatue på Amalienborg Slotsplads. Havde det været en dansk billedhugger, på det tidspunkt, så havde det ikke været godt. For humøret«.


Humørsvingninger

Det skal være godt for humøret. Den del af humøret, der får det så godt af farver og alskens ualmindeligheder i kunstens og byens rum. Humøret er det afgørende argument for at puste nyt liv i Victor B. Andersen's maskinfabrik . For nationen kører efter sådan nogle humørsvingninger, der kan være svære at lodde, hævder Stilling. Derfor synes han, at poesien i stort og småt er det virkelige kompas, og faktisk er det meget mærkeligt, at den ikke har en større rolle. Man kunne godt bruge nogle flere skulpturer. Nogle flottere pladser og nogle flere tårne i København. Nogle flere nye tårne. Det ville da være humør. Vi ser på hinanden og København. Jeg siger: »En middelsvær provinsby med sporadiske spasmer af grandeur«. Kenn André Stilling nikker. Netop! Der skulle jo ikke så meget til, før den virkelig sprang i blomst.


Hvad nu, hvis Anders Fogh Rasmussen var i røret og sagde: »Hallo, hr. Stilling, nu går det ikke længere med ham Brian. Vil du ikke være kulturminister?«.

»Jeg ville sige JA! Så ville jeg sætte en fantastisk masse ting i gang. Og jeg ville klappe alle dem, der fortjener det, på skulderen. For det har man brug for, når man i årevis har siddet der og skrevet salmer eller lavet noget andet generøst, der har gjort livet større for os alle sammen. Pengene ligger bedst i de sjoves lommer. Så kunne man ved samme lejlighed give sig til at kigge på pengene. Hvorfor skal de være så grimme? Tænk, hvis man havde spurgt Picasso eller Matisse, om ikke de ville designe de danske pengesedler og mønter. Det er jo fuldstændig vanvittigt, at man ikke har spurgt de bedste af dem, der laver billeder! Og tænk på facaderne. Hvorfor udsmykker vi ikke en gade med lutter bogsider af H.C. Andersen? Så kunne man læse, når man gik forbi. Vi kan jo alt muligt. Og det er så møghamrende let!«.

En samtale med Kenn André Stilling er som at befinde sig i en collage af levende ord. Men billedet, det tegner, er der ikke noget usammenhængende ved. Det forestiller det samme; en energisk og engageret undren. En handlekraftig forundring konstantfodret med det mærkværdige i, at tingene partout skal være grimme og triste, når de nu så let kunne være festlige og fornøjelige.

»Jeg vil ikke deltage i noget, som ikke har noget med poesi at gøre. Det gider jeg simpelthen ikke«, siger manden bag Victor B. Andersen's maskinfabrik , der denne gang blandt meget andet gerne vil henlede opmærksomheden på de veltjente danske bizar-kulinariske betegnelser forloren hare, forloren skildpadde, benløse fugle og arme riddere.

kim.skotte@pol.dk

*****

Fakta: Kenn André Stilling

Født 1945. Søn af handelsmand Viggo August Theodor Stilling og syerske Frida Olivia Katinka Beck. Bror af maleren Herman Stilling. Gift med Helle Rafn. Forfatter, maler, billedhugger, redaktør, cafépioner. Møbelsnedker 1965. På Kunstakademiet 1970-74. Stifter forlaget Sommersko 1972 og tidsskriftet Victor B. Andersen's maskinfabrik i 1975. Medstifter af Café Sommersko, Café Dan Turèll, Café Victor og Brasserie Victors Garage. Hans træskulpturer og malerier har siden midten af 1960'erne været på alle betydende udstillinger. Victor B. Andersen's maskinfabrik
Nummer 28 på 29 år fejres onsdag 17. marts kl. 19.30 med en humørkulturel aften på Ideal Bar i Vega med oplæsning m.m. ved bl.a. Peter Laugesen og Peter Adolphsen. Konferencier er Mikael Bertelsen. Redaktionen kan konfronteres. Tidsskriftets 162 sider købes formedelst 100 kroner.